Hormonforstyrrende stoffer
Påvirker hormonforstyrrende stoffer evnen til at blive gravid?
Man ved det ikke, men det vil vi gerne undersøge.
Nye deltagere i SnartForældre.dk, som er bosat i Aarhus eller omegn, bliver derfor inviteret til at deltage i SnartForældre.dk/Miljø.
Hormonforstyrrende stoffer er kemikalier, der kan forstyrre menneskers hormonsystem, og som findes i vores miljø. Vi vil undersøge forskellige stoffer, der forekommer i det daglige miljø, og som man bliver udsat for via kost eller almindelige forbrugsvarer – lige fra møbler til kosmetik. Blandt andet vil vi se nærmere på forekomsten af PFAS. Har man optaget en vis mængde af disse stoffer, vil de kunne måles i ens blod og urin.
Formålet med SnartForældre.dk/Miljø er at undersøge, om hormonforstyrrende stoffer kan:
påvirke kvinders evne til at blive gravide
påvirke risikoen for at få en spontan abort
Hvem kan være med?
Kvinder, som tilmelder sig SnartForældre.dk og bor i Aarhus eller omegn, vil automatisk blive inviteret til også at deltage i SnartForældre.dk/Miljø, når de udfylder det første spørgeskema.
Hvad skal man gøre?
• Afgive en blodprøve og en urinprøve på Aarhus Universitetshospital i Skejby to gange
• Indsamle tre urinprøver hjemme to gange
Ved at deltage hjælper man andre par, som oplever problemer med at blive gravid. Deltagerne får desuden en mindre gave ved hvert besøg på Aarhus Universitetshospital samt når urinprøver afhentes.
