Fysisk aktivitet
Det er godt at bevæge sig – også under graviditet. Det er dog ukendt, i hvilket omfang fysisk aktivitet påvirker fertiliteten. Vi ønsker at indsamle detaljerede data med Garmin-ure for at undersøge, om fysisk aktivitet og stillesiddende tid har betydning for fertiliteten. Vi inviterer 500 kvinder til at deltage.
Formålet med SnartForældre.dk/Aktivitet er at undersøge, om fysisk aktivitet
- påvirker kvinders evne til at blive gravid
- påvirker risikoen for spontan abort
SnartForældre.dk/Aktivitet er et lodtrækningsforsøg, hvor deltagerne fordeles tilfældigt i to grupper. Gruppe 1 skal måle deres fysiske aktivitet med et Garmin-ur, mens Gruppe 2 skal måle deres fysiske aktivitet med et Garmin-ur og sætte personlige mål for, hvor meget de gerne vil bevæge sig. Deltagere i Gruppe 2 vil blive ringet op af en person fra forskningsgruppen to gange for at tale om de fastsatte mål.
Hvem kan være med?
Kvinder, som tilmelder sig SnartForældre.dk og har forsøgt at blive gravide i mindre end syv måneder, vil automatisk blive inviteret til også at deltage i SnartForældre.dk/Aktivitet, når de udfylder det første spørgeskema.
Hvad skal man gøre?
For at deltage i undersøgelsen skal du:
- opsætte aktivitetsuret og forbinde det med en app samt give os adgang til dine data
- bære aktivitetsuret i perioden, hvor du forsøger at blive gravid (dog i maksimum 12 måneder)
- bære uret i det første trimester (12 uger) af din eventuelle graviditet, hvis du bliver gravid inden for 12 måneder
Du må beholde uret til eget brug, når du har gennemført undersøgelsen, og vi vil ikke længere have adgang til data fra uret.